Botanikerne har bl.a. fundet de mere sjældne planter guldblomme og lyng-vikke på en af gravhøjene. Gravhøje er fredede fortidsminder, der i mange tilfælde har ligget urørt i flere hundrede år. Foruden deres kulturhistoriske og landskabelige betydning er de også vigtige for biodiversiteten, da de kan være levesteder for sjældne planter og dyr.
For at bevare og forbedre biodiversiteten på gravhøjene er det ofte nødvendigt med en målrettet naturpleje, der forhindrer tilgroning med høje græsser og krat. Randers Kommune ønsker derfor at udføre naturpleje på udvalgte gravhøje for at fremme de blomstrende urter – en naturplejeindsats der også vil være til gavn for bl.a. sommerfugle og firben.